Julekoncert

 

JULEFRYD!

- Klassiske julesalmer i nye klæder

Oplev en anderledes julekoncert, hvor skuespil og musik smelter sammen og giver de elskede julesalmer nyt liv. Skuespiller Ulla Vejby og singer/songwriter Jesper Braae Madsen fortolker julens salmer med varme, humor og eftertænksomhed.

Hvad betyder julen for os i dag? Hvad er det for en magi, der gør, at vi stadig synger de gamle salmer år efter år? Med nærvær og fortælling bringer Ulla og Jesper salmerne tættere på os – og hinanden.

Duoen har siden 2022 turneret med kirkekoncerten Budbringerens Fodtrin, hvor de har skabt en unik blanding af musik og skuespil. Nu tager de julens salmer under kærlig behandling i en koncert, der forener tradition med fornyelse.

Kontakt os for booking og lad Julefryd! blive en del af julen i jeres kirke.

Booking : u.vejby@gmail.com

 

Andre siger om vores tidligere koncerter:

Christian Bro og Louise Sihm Knudsen, præster i Hans Egedes kirke

"Med sang og toner åbner Ulla Vejby og Jesper Braee Madsen i deres fantastiske koncertprojekt: "Budbringerens Fodtrin" op for den danske salmesangs godtepose.
Som perler på en snor præsenteres den ene store salme efter den anden med en indlevende musikalitet og stemningsfuld sans for kirkerummet og dets resonans;
Livets store spørgsmål - med dets sorger og glæder - synges ind i vores egen lille historie, og salmepoesien får liv på ny, når den tolkes med enten nye toner eller forfriskende og overranskende betoninger, - så selv miskundheden rækker til himlene med en voldsom vidunderlig volumen …"

Medvirkende:

Ulla Vejby er skuespiller og kendt for sin rolle som stuepigen Edith i tv-serien Badehotellet og diverse andre tv-serier (Sygeplejeskolen, Tinka og kongespillet m.m.), film og teater. Hun har gennem mange år gået hånd i hånd med jazzen og har sunget i flere musicals og teater koncerter. 

Jesper Braae Madsen er en guitarist og sanger, som særligt har udforsket singer/songwriter traditionen og tilføjer projektet en lyd af amerikansk folk/country samt nordisk indie musik. Med hans soloprojekt Echo Me, har han udgivet 3 fuldlængde albums og spillet flere hundrede koncerter i USA og store dele af Europa.

Jesper har studeret på MGK i Kolding samt musikkonservatoriet i Odense.

Iscenesættelse : Signe Kærup Dahl